15-11-2017
Britiske Systematica Investments har investeret omkring 150 mio. kr. på kursfald i Jyske Bank-aktien.
Investeringsselskabet har således shortet omkring 0,5 pct. af aktierne i banken, viser en indberetning til Finanstilsynet.
Ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra børsmægleren Nordnet er der flere gode grunde til, at der er interesse for at satse på kursfald i Jyske Bank-aktien.
– Der er et alibi i at gå kort i aktien med en negativ nyhedsstrøm for tiden. Jyske Bank leverede i seneste kvartal endnu en gang en egenkapitalforrentning, som er under gennemsnittet for sektoren.
– Jyske Bank har for høje omkostninger, flere penge på kistebunden end andre banker og de laveste priser på boliglån, og det gør, at forretningen ikke er så høj som flere af konkurrenterne, siger Per Hansen.
I de første ni måneder af året har Jyske Bank forrentet den indskudte kapital med 9,8 pct., mens konkurrenterne Nordea og Danske Bank for eksempel har leveret 10,1 pct. og 13,3 pct.
NYKREDIT KAN GØRE ONDT
Derudover fremhæver Per Hansen, at konkurrenten Nykredits beslutning om at droppe en børsnotering for i stedet få en række pensionskasser i ejerkredsen kan ramme Jyske Bank, da banken risikerer at møde stigende konkurrence og derfor får svært ved at hæve priserne på boliglån.
– Der er spekulation om, at Nykredit nu kan sende flere såkaldte kundekroner tilbage til boligejerne, der dermed får billigere boliglån.
– Det kan påvirke Jyske Bank negativt, da den derved får vanskeligt ved at hæve priserne og dermed får sværere ved at øge forrentningen af egenkapitalen, siger Per Hansen.
Han nævner på den anden side, at der kan være en positiv trigger for Jyske Bank-aktien, hvis banken lykkes med at sælge sin ejerandel på 38 pct. af Nordjyske Bank til en fornuftig pris.
AKTIESALG KAN LUNE
Nordjyske Bank-aktien koster onsdag 116 kr., hvilket værdisætter aktieposten til omkring 820 mio. kr., men Per Hansen spår, at aktierne kan blive solgt til en højere pris.
– Der er bedringer inden for landbruget, som har været den store akilleshæl for Nordjyske Bank de seneste år. Prisen på børsen afspejler efter min mening ikke den seneste indtjeningsfremgang for banken og udsigterne for de kommende år.
– Så der kan ligge en mulig gevinst til aktionærerne i Jyske Bank, som til gengæld kan ramme de investorer, der er gået short, siger Per Hansen, der vurderer, at Nykredit er en sandsynlig køber.
Systematica Investments er eneste selskab, der har en større investering på kursfald Jyske Bank, da det kun skal oplyses, hvis det overstiger 0,5 pct. af aktiekapitalen i et selskab.
Jyske Bank-aktien falder onsdag 0,6 pct. til 337,50 kr. I år har aktien givet et afkast på 0,2 pct. eksklusive udbytter.
/ritzau/FINANS
Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
